Et uforpligtende naboskab
I Hasselvænget er vi tætte naboer med en uforpligtende og varieret samværsform. Mange bor i Hasselvænget i mange år.
Takket være børnene, der tit leger i parken og besøger hinanden, er der bevægelse og liv. De voksne hilser, snakker over hækken og låner ting af hinanden. En gang om måneden er der madklub for dem, der ønsker at deltage og har tid.
Vi er fælles om lidt haveredskaber, trillebøre og et par store telte. Teltene bliver sat op til sommerfesten.
Vi kigger efter hinandens huse, vander havekrukker og fodrer katte, når en nabo er bortrejst.
I parkens midte står en flagstang, og flaget er oppe på flagdage og ved andre festlige lejligheder.
Bestyrelse & generalforsamling
Den formelle side af naboskabet er den årlige generalforsamling i grundejerforeningen for Hasselvænget, hvor bestyrelsen bliver valgt, fælles udgifter bliver disponeret og emner af fælles interesse bliver debatteret. Tilbagevendende emner er vedligeholdelse af parken og de tre private fællesveje, der omkranser husene.
Generalforsamlingen finder sted i februar. Alle grundejere har medlemsskab af grundejerforeningen.
Find oplysninger om bestyrelsen under Kontakt.
Lukket facebookgruppe
En del af den daglige kommunikation foregår i en lukket facebookgruppe. Her minder vi hinanden om fælles arrangementer, ting bliver eftersøgt, der oplyses om private fester, brugte bøger og spil bliver stillet frem mm.